Fra midt august tager jeg rundt til de 16 tilmeldte skoleklasser i Egedal kommune og skyder ’Læseprojektet Kys og kaos’ i gang. Herefter arbejder klasserne individuelt med ungdomsromanen. Projektet slutter med en konkurrence, hvor børnene skriver deres helt egen slutning på bogen.
Sidste år fik Lykkedal forlag støtte til ’Læseprojektet Kys og kaos’ af Egedal Kunstråd. Gennem nedlukningsperioden er det lykkedes at holde online møder, trykke klassesæt til alle skolerne i Egedal kommune og at få delt dem ud, så de ligger klar til skoleåret 2021/2022 starter.
Alle børn bosiddende i Egedal kommune, der går i 5. klasse, kan deltage i konkurrencen ved at skrive deres egen slutning på bogen. Bogen kan lånes på biblioteket og slutningen kan afleveres på et af Egedal bibliotekerne eller sendes til mig på forfatter@susannelykke.dk. Dommerpanelet består af mig, en repræsentant fra læsevejledernetværket og en repræsentant fra Egedal bibliotekerne. Vinderen af den bedste slutning kåres til det afsluttende event for de deltagende børn i Ganløse forsamlingshus i november.
Underviser du en 5. eller 6. klasse på en skole udenfor Egedal kommune, kan du hente et gratis inspirationsmateriale til projektet på materialeplatformen.dk – søg bogen Kys og kaos af Susanne Lykke.
Klassesæt kan bestilles på redaktion@lykkedal.dk eller gennem lykkedal.dk.
Digitale bøger af Kys og kaos kan du låne gratis som e-bog og lydbog på eReolen.
Egedal Bogfest 2021
Elsker du bøger? Så besøg Egedal Bogfest 2021 og mød forfattere fra hele landet, samt køb en bog eller flere.
På min stand finder du den spritnye krimi ‘Den franske dukke’ og en ny 2. udgave af ‘Mærket af psykopatens spind’. Alle mine tidligere bøger er selvfølgelig også med til bogfest-priser.
Kom og få en snak om nye og gamle bøger.